DIRAs automatiseringspris 2023
– sådan gik det HMF

Spændingen var stor lige til det sidste. Onsdag aften den 4. oktober på HI-messen i MCH Messecenter Herning blev vinderen af DIRA Automatiseringsprisen 2023 udråbt. Og selvom det desværre ikke blev HMF, føler vi os alligevel som vindere.

 

Det har været spændende at få denne ekstra oplevelse med vores automatiseringsprojekt ’Future Factory’ og næsten fornemme smagen af sejr. Det kunne have været en flot sidegevinst ved selve projektet.

”Selvom vi ikke vandt, er vi alle meget stolte over at have været nomineret og har lært utrolig meget af denne proces,” udtalte HMF’s CEO Mikkel Winther Andersen umiddelbart efter afsløringen af vinderen. ” Desuden er vi allerede vindere, for projektet er med til at fremtidssikre HMF og dermed bevare arbejdspladser i Danmark.”

Og vi er slet ikke færdige. For nu glæder vi os til at komme tilbage og holde ”snuden i sporet” og fortsætte vores digitale vækstrejse, som skal være med til at forbedre kundeoplevelsen hos os. Når det midlertidige fabriksafsnit hos vores integrator Migatronic Automation i Aabybro i Nordjylland kører med en stabil, datadrevet produktion, vil det blive implementeret i vores nuværende produktion i starten af næste år – og på længere sigt i en ny fabrik.

Jeg er overbevist om, at denne unikke projektform vil være til inspiration for produktionsvirksomheder, der ligner HMF.” siger projektleder Christian Myrhøj her dagen derpå.

Tak til alle medarbejdere, der har givet blot den mindste hjælp her i forløbet i forbindelse med nomineringen. Ingen nævnt, ingen glemt.

Dernæst skal lyde en stor tak for opbakningen til vores nære samarbejdspartner, Migatronic Automation, der i øvrigt indstillede os til prisen, uden dem var projektet aldrig kommet så langt. Et projekt som i øvrigt er et stærkt og tæt partnerskab med flere dygtige danske integratorer - Frontmatec, SimfactGlobal AGV og SCHUNK Denmark. Vi glæder os til det fortsatte samarbejde – det er netop deri styrken ligger.

Endelig vil vi gerne takke DIRA - Danish Industrial Robot Association - for nomineringen og det spændende forløb. Derudover skal der naturligvis lyde en stor lykønskning til vinderen af DIRA-prisen 2023 BESTSELLER og finalisten Welltec.

Vil du vide mere om DIRA-prisen og HMF's Future Factory? Læs historien her